3F Superligaen

Ekspert: Derfor er Mathias Kvistgaarden topscorer

Rasmus Würtz sætter ord på Mathias Kvistgaarden, efter Brøndby-angriberen spillede sig til tops på topscorerlisten søndag i Herning.

Mathias Kvistgaarden i færd med at score for Brøndby mod FC Midtjylland.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Småskader og forskellige positioner har været på menuen for Mathias Kvistgaarden i denne sæson.

Søndag var han dog fit for fight – og tilsyneladende ekstremt tilpas i den rolle, han havde fået til opgøret ude mod FC Midtjylland.

Ved slutfløjt stod hans navn nemlig ud for tre af Brøndbys scoringer i det, der endte som en ydmygende 1-5-sejr.

Campos ekspert, Rasmus Würtz, har om nogen spillet mod et hav af forskellige angribere i sine rekordmange kampe i Superligaen.

Alligevel er han særligt imponeret over Mathias Kvistgaarden, som han har rost ved flere lejligheder.

Søndag var Würtz på MCH Arena, og han blev ikke skuffet over det, han så fra den 22-årige målmager:

– Han er utrolig stærk og har et lavt tyngdepunkt, så selvom han ikke er ret høj, så er han robust, når han kommer ind i nærkampene og laver sine driblinger.

– Og så er han jo bare enormt eksplosiv i sin spillestil – og det så man også i dag. Når han først bliver spillet igennem i de der omstillinger, så er han rigtig svær at fange. Og så synes jeg, at han er smart til at positionere sig.

– I dag sætter han vel stort set ikke en fod forkert. Jeg synes, at han løber dybt, når han skal løbe dybt og får skabt noget rum, og en gang imellem, så bliver han lidt mere i det her mellemrum og spiller simpelt på den måde, indtil han kommer op omkring modstandernes felt.

– Og der har han altså bare noget eksplosivitet, hurtige fødder, kropsfinter og gode afslutninger. Der er han bare utrolig giftig, fordi modstanderen ikke rigtig tør at gå til ham, når han kommer derind – fordi man selvfølgelig er bange for, overfor sådan en spiller, at lave straffespark. Så ja, stærk, stærk præstation, lyder de rosende ord fra Rasmus Würtz.

Rasmus Würtz er tidligere superliga- og landsholdsspiller, og nu er han fodboldekspert på campo.dk
Foto: Lars Jacobsen

I løbet af sommeren blev der flere gange skrevet om, at Brøndby modtog bud på Mathias Kvistgaarden.

Efter søndagens præstation er det derfor også nærtliggende at spekulere i, om han fortsat vil være at finde i klubben efter vinterens transfervindue.

Det kan Rasmus Würtz dog sagtens forestille sig:

– Ja, altså Brøndby er jo ikke sådan en klub, der bare går ud og tager det første og det bedste bud. Der har jo været lidt bud efter Suzuki, ham og Vallys hen over sommeren, som de efter sigende har afvist. Så lad os se.

– Hvis nu Brøndby får en rigtig stærk afslutning på det her efterår, hvilket jeg godt kan se, de kan gøre, så tror jeg da også gerne, de vil beholde ham sæsonen ud, og så se, om ikke man med et sammenspillet hold kan have Kvistgaarden som en vigtig brik i eventuelt at kunne komme op og spille med om et mesterskab.

– Jeg ved godt, de har fem point op nu, men lad os nu sige, at de slutter godt af her i efteråret, så kan det blive tight i toppen. Men der er der ingen tvivl om, at på et tidspunkt, så ryger han der videre, hvis han bliver ved med at præstere, som han gør.

Med søndagens hattrick er Mathias Kvistgaarden nu strøget til tops på topscorerlisten i 3F Superligaen.

Her ligger han side om side med Randers FC Simen Nordli. De står hver især noteret for ni scoringer i indeværende sæson.

Du kan se Mathias Kvistgaardens scoringer fra søndagens kamp i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P