Ærgerlig Amorim: Ville gerne være blevet i Sporting
Ruben Amorim er ny Manchester United-træner, men skiftet kommer for tidligt.
Erik ten Hag er fortid i Manchester United.
Den nye chef i den engelske storklub hedder Ruben Amorim og kommer til The Red Devils fra portugisiske Sporting Lissabon.
Dét skifte er naturligvis noget, Amorim ser frem til, men han er alligevel ærgerlig over at skulle forlade Sporting Lissabon lige netop nu.
Det fortæller han i et interview med Sky Sports.
– Situationen er den, at i begyndelsen af sæsonen havde jeg en snak med præsidenten og sportsdirektøren, og jeg sagde, at uanset hvad der skete, ville dette være min sidste sæson med Sporting.
– Sæsonen startede rigtig godt og så dukkede Manchester United op. De betalte frikøbsklausulen, så jeg diskuterede aldrig noget med præsidenten om den forhandling. Det eneste spørgsmål, jeg stillede, var om jeg kunne blive til slutningen af sæsonen. Jeg fik at vide, at det ikke var muligt, jeg fik at vide, at det var nu eller aldrig, ellers ville Manchester United gå efter en anden mulighed.
– Jeg havde tre dage til at træffe min beslutning. Ændringen er radikal i mit liv, men jeg havde tre dage til at træffe denne beslutning.
– Jeg har haft andre muligheder, men jeg ville have den i Manchester United. Der kommer et tidspunkt, hvor jeg skal tage det næste skridt. Det var hårdere for mig end for nogen Sporting-fan.
– Jeg kommer til at ændre mine børns liv, så der var mange ting at overveje. Jeg er ikke bare træner, jeg er forælder, lyder det om de mange overvejelser for den nye Manchester United-chef.
Ruben Amorim har været træner i Casa Pia, Braga og Sporting, mens han som spiller primært har spillet i portugisisk fodbold. Han har vundet fem trofæer med Sporting.