
Officielt: Amorim præsenteret i Manchester United
Manchester United har netop offentliggjort, at Ruben Amorim overtager roret i klubben.

Flere dages intense skriverier er slut.
Ruben Amorim er fredag præsenteret som ny manager i Manchester United.
Den 39-årige portugiser har underskrevet en kontrakt med udløb i sommeren 2027, men det går noget tid, inden han tiltræder i klubben.
Ruben Amorim slutter sig til den engelske storklub mandag den 11. november, imens klubfodbolden ligger i dvale på grund af landskampspause.
Amorims aftale indeholder en klausul, som giver mulighed for at forlænge aftalen med yderligere et år. Portugiseren er købt fri i Sporting CP fra Lissabon.
Dermed bliver Amorims første kamp i spidsen for klubben udekampen mod Ipswich den 24. november. Ruud van Nistelrooy fortsætter i spidsen for United indtil Amorim sætter sig i cheftrænersædet.
Manchester United indtager en skuffende 14. plads i Premier League.