
Lionel Messi skal ikke være træner i fremtiden
Lionel Messi afviser at blive træner i nyt interview, hvor han også forholder sig til VM i 2026.

Lionel Messi har over et år tilbage af sin kontrakt i Inter Miami.
Alligevel kredser en masse spørgsmål sig om den argentinske verdensstjernes fremtid.
I et interview med mediet 433 udelukker Lionel Messi at kaste sig over trænergerningen, når støvlerne en dag lægges på hylden.
– Jeg kunne ikke tænke mig at blive træner, men jeg er stadig ikke sikker på, hvad jeg gerne vil lave i fremtiden.
– Jeg værdsætter meget mere end før alt, hvad jeg laver på daglig basis, så jeg fokuserer bare på at spille, træne og have det sjovt, udtaler Lionel Messi.

Argentina skal forsvare verdensmestertitlen om under to år, når VM 2026 løber af stablen i USA, Canada og Mexico.
Om Lionel Messi også er at finde på banen dér, er usikkert.
– Sandheden er, at jeg ikke ved det. Jeg er blevet spurgt flere gange, især i Argentina. Jeg håber at få en god afslutning på sæsonen og derefter en god opstart, noget jeg ikke fik sidste sæson på grund af al den rejseaktivitet, vi havde.
– Derfra vil jeg se, hvad der sker, og finde ud af, hvordan jeg har det. I fodbold sker der altid mange ting. Der er stadig lang tid til, så jeg tænker ikke så meget over det.
– Jeg vil tage det dag for dag uden at tænke for meget på fremtiden, udtaler Messi.
Hans aftale i Inter Miami udløber ved udgangen af 2025.