Vejle forlænger med ung midtbanespiller
Den unge midtbanespiller forlænger nu den aftale, han allerede tilbage i 2021 underskrev.
Allerede som U11-spiller kom han til klubben, og nu er den nærmeste fremtid på plads.
18-årige Tobias Lykkebak har forlænget sin aftale med Vejle Boldklub, en kontrakt der også vil indebære mere træning med klubbens førsteholdstrup.
Hans nuværende kontrakt udløb ved årsskiftet, men nu er den forlænget med halvandet år yderligere.
– Jeg er glad for at have min fremtid på plads, og det er dejligt at det er i Vejle Boldklub. Vi har haft en god dialog om fremtiden i de sidste par uger, og det har hele tiden været min førsteprioritet, at jeg skulle forlænge med Vejle.
– Den kommende kontraktperiode skal jeg bruge på at spille mig tættere på førsteholdstruppen, så jeg forhåbentlig kan tage det sidste skridt op, siger Tobias Lykkebak.
Lykkebak fik debut på Vejles førstehold i november sidste år, hvor han spillede 45 minutter i pokalnederlaget til AB.