Slot forsvarer ten Hag: Han skal nok lande et topjob
Liverpool-manageren kommenterer nu på sin hollandske trænerkollega, som mandag blev fyret i Manchester United.
Mandag blev det en officiel kendsgering for offentligheden, at Manchester United havde valgt at fyre Erik ten Hag.
Dagen derpå forholder Arne Slot sig så til fyringen af sin tidligere rival, da han bliver spurgt ind til situationen på et pressemøde forud for Liverpools kamp mod Brighton i Carabao Cuppen.
Og respekten er stor:
– Han er en hollandsk træner, så det gør klart situationen vanskeligere for mig. For os hollændere, indleder Slot og fortsætter:
– Min første tanke er altid hos den involverede part. Vi er alle i det her job, og vi ved, at det kan ske.
– Jeg kender ham en smule og ved, hvor meget arbejde han har lagt i det.
– Alle ved – særligt os fra Holland – hvor godt han klarede jobbet i Ajax, og han vandt også to trofæer her (i United, red.), så vi kommer – hvis du spørger mig – helt sikkert til at se ham igen i den nærmeste fremtid i en stor klub et eller andet sted.
Du kan se sekvensen herunder:
Manchester United skal næste gang i aktion allerede onsdag klokken 20.45, hvor man i Carabao Cuppens ottendelsfinaler tager imod Leicester City hjemme på Old Trafford.
Her vil Ruud van Nistelrooy stå i spidsen for De Røde Djævle.