Randers-profil giver status på skade efter FCN-kamp
Mathias Greve måtte se sit trøjenummer på udskiftningstavlen efter 53 minutters spil.
Randers-profilen, som kom fra Brøndby IF i sommer, pådrog sig en skade, som tvang ham ud på sidelinjen efter få minutter inde i 2. halvleg.
Det var til Mathias Greves store ærgrelse, da han var i gang med at spille en brandvarm kamp mod FC Nordsjælland.
Dagen derpå var den 29-årige midtbanespiller ikke at få øje på til kronjydernes træningspas. I stedet var han i fitnessrummet, hvor han i samme ombæring gav en skadesopdatering til Campo.
– Jeg kunne mærke noget allerede i slutningen af 1. halvleg, og så prøvede jeg at holde benet varmt i pausen. Men så kunne jeg godt mærke, at det var smartest, at jeg trak mig og blev skiftet ud, så det ikke blev værre, fortæller Mathias Greve.
Midtbanespilleren var trist over, at han ikke kunne blive på banen i et opgør, hvor Randers FC slog FC Nordsjælland 4-0.
– Jeg synes personligt, at jeg kom med god energi og spillede en god kamp. Men det var lige så meget vores kollektive indsats, som var helt fantastisk.
– Vi har arbejdet på relationerne i offensiven på træningsbanen, så det er dejligt at se os komme på måltavlen fire gange, uddyber midtbanespilleren.
Mathias Greve forventer selv, at han er ude i et par uger.
– Det er en lille forstrækning, så jeg håber og tror, at jeg er klar igen om 2-3 uger.
Randers møder i weekenden Sønderjyske, og så møder kronjyderne Silkeborg på udebane ugen efter.
Derefter er der landsholdspause, hvor Randers først kommer i aktion 1. december mod Viborg FF.