Wass og Delaney: Det skal bare stoppe
Daniel Wass og Thomas Delaney er enige om, at fanurolighederne i forbindelse med derbyer skal have en ende.
Søndag var den gal igen, da F.C. København gæstede Brøndby Stadion.
Med cirka en time til kampstart gik maskerede Brøndby-tilhængere til angreb på de medrejsende FCK-fans.
Her blev der kastet pyroteknik frem og tilbage, mens det også pludseligt blev et mål at ramme politiet.
Som konsekvens valgte Divisionsforeningen søndag, at de kommende derbyer mellem de to ærkerivaler skal spilles uden udefans.
Og den beslutning forstår både FCK’s Thomas Delaney og Brøndby IF‘s Daniel Wass til fulde:
– Det skal bare stoppe. Det skal det. Der er ikke andet at sige. Det går bare ikke.
– Der sidder 1.000 familier, mens der kommer to grupperinger af maskerede mænd mod hinanden. Det skal bare stoppe.
– Hvordan man gør det, kan jeg ikke komme med et kvalificeret bud på. Men måske, at det – desværre – er meget fornuftigt, at Divisionsforeningen går ind og trækker stikket. Det er irriterende og forfærdeligt, men jeg kan ikke se, hvad alternativet er, lyder det fra Thomas Delaney i Viaplay-programmet Onside.
FCK-profilen får medhold fra sin tidligere landsholdskollega, Brøndbys Daniel Wass, som også var med i studiet.
– Det er selvfølgelig ærgerligt. De må gerne skabe god stemning, men det gik over stregen.
– Jeg har mine børn med på Brøndby Stadion. Det er ikke fedt, at tage familien med, når der sker sådan nogle ting. Det går lidt ud over fodbolden, og det er ærgerligt, siger Daniel Wass.
Kampen mellem Brøndby og FCK endte 0-0.
Du kan se indslaget med de to tidligere landsholdsspillere i videoen øverst i artiklen
Du kan se optøjerne forud for kampstart i videoen nedenfor