International Fodbold

Real Madrid – arrogance uden pletfjerner

I FC Barcelona siger de, at ingen er større end klubben. I Real Madrid er de åbenbart større end alle andre. Det klædte ikke den ellers så stilbevidste storklub.

Rodri vinder Ballon d'Or.
Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix

Som stor tilhænger af Real Madrid gjorde det ondt at se Ballon d’Or i Paris.

For madrilenerne markerede sig arrogant nok ved at blive væk – fordi de ikke vandt fodboldens største individuelle pris.

De havde – og har – set brasilianske Vinicius Jr. som verdens bedste fodboldspiller 2024.

Men da jungletrommerne fortalte, at han ikke blev vinder af prestige-pokalen, så valgte hele delegationen at blive i den spanske hovedstad.

Hvis ikke Vinicius, så Real-backen Dani Carvajal, har de ment i Champions League-vinder klubben – men heller ikke. Og så var udeblivelsen definitiv. Et stykke arrogance, der pletter den hvide trøje.

Også fordi de vandt klubprisen – altså verdens bedste klubhold. Og prisen “verdens bedste træner” (Carlo Ancelotti). Men ingen fra Real Madrid var der for at tage imod.

Til overflod nægtede Real Madrid TV at sende fra begivenheden.

Det er handlingen, jeg er imod. Flere andre af de “store” blev også væk. Erling Haaland, eksempelvis, foretrak en kamp i Allsvenskan i stedet for fodboldens festaften.

Er kåringen eller kåringsfesten, der har stor bevågenhed, rød løber og masser af global agtelse, fortid i sin nuværende form i en selfie-verden, hvor der krammes mindre med dem, man kæmper imod – konkurrenter, men i samme branche? Manglende respekt.

Valget af Rodri er ligeså rigtigt, som hvis Vinicius havde fået trofæet. For hvordan finder man frem til “verdens bedste”. Der er så mange små parametre, der skal på plads.

Er det topscoreren, er det ham med blik for de andre, hvem har størst betydning for (sig selv og holdet), hvem vinder mest, hvem entertainer bedst.

Jeg synes opgaven er så tilpas svær, at enten Rodri eller Vinicius i min verden ville være det rigtige valg.

Nu blev det spanske Rodri, der var en vigtig årsag til Manchester Citys Premier League-titel og ligeså væsentlig i den spanske EM-triumf. Desuden har han vundet VM for klubhold og den europæiske Supercup.

Vinicius – og det her er kendsgerningerne før hans hattrick forleden mod Dortmund – førte i høj grad Real Madrid til det spanske mesterskab og Champions League-titlen med 24 mål i alle turneringer.

Med kniven for struben havde jeg valgt Rodri.

‘Kom nu Madrid… og intet andet” – er oversættelsen af Real Madrid hymnen: “¡Hala Madrid… y nada más”.

Det er en titel, der nu har fået en ny markering i fodboldens verden. 

Det kan synes som en opfølgning på udtalelsen i aftes fra Real Madrid: “Du kommer ikke til et sted, hvor de ikke respekterer dig”. 

I Vinicius’ hjemland deles der på sociale medier statements om, at afgørelsen er racistisk. “Er du sort, skal du være dobbelt så god, som de andre”, hedder det bl.a. fra brasilianske kendiser.

En forstærkning af de mange diskriminerende “indslag” som fodbolden (og Vinicius især) har været ude for i de seneste år. Det må simpelthen stoppe.

Klubkonkurrenten over dem alle, FC Barcelona, tog til Paris med hele kavalleriet og sendte denne hilsen på de socale medier: “Vi er stolte over at være her. Tak, Ballon d’Or for en varm velkomst”.

I samme moment udsendte Real Madrid en “hilsen” på X med tak til “vores 600 millioner følgere”.

I FC Barcelona siger de, at ingen er større end klubben. I Madrid er de åbenbart større end alle andre. Det klædte ikke den ellers så stilbevidste storklub.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P