Erik ten Hag er færdig: Sådan klarede han sig
Erik ten Hag har mandag fået sparket i Manchester United. Bliv klogere på, hvordan han klarede sig.
Erik ten Hag er ad flere omgange og over længere tid blevet rygtet færdig i Manchester United.
Mandag blev rygterne til virkelighed.
Således er den hollandske cheftræner ikke længere i spidsen for De Røde Djævle. I stedet er assistenttræner Ruud van Nistelrooy blevet midlertidig manager.
Men hvordan klarede Erik ten Hag sig egentligt i sin tid i den engelske storklub?
Han blev hentet til i sommeren 2022 og førte klubben til en tredjeplads i Premier League i sin første sæson. Samtidigt sluttede han en seks år lang trofætørke, da Manchester United vandt Carabao Cup. Dertil nåede United til FA Cup-finalen, hvor man måtte se sig slået.
I sidste sæson sluttede Manchester United på ottendepladsen i Premier League – klubbens dårligste placering nogensinde. Til gengæld fik han reddet sig en triumf sidst på sæsonen, da man lykkedes med at slå Manchester City i FA Cup-finalen.
Alt i alt er det blevet til et pointgennemsnit på 1,84 for Erik ten Hag i sin tid i Manchester United. Det placerer ham på en delt tredjeplads sammen med Ole Gunnar Solskjær over klubbens mest succesfulde managere siden Sir Alex Ferguson forlod roret.
José Mourinho (1,97) og Michael Carrick (2,33) er de to eneste, der har klaret sig bedre på den front. Sidstnævnte nåede dog kun tre kampe i spidsen.
Erik ten Hag efterlader Manchester United i en decideret skrækkelig forfatning som nummer 14 i Premier League efter 11 point i 9 kampe. Søndag blev det til et 2-1-nederlag ude mod West Ham.
I Europa League, med nyt format, ligger den engelske storklub på en delt 20. plads efter tre point i tre kampe.
Erik ten Hag nåede 128 kampe i spidsen for Manchester United.