Chelsea-boss: Skammer mig hver eneste kamp
Enzo Maresca fortæller efter søndagens sejr, at han hver eneste kamp har det dårligt over at skulle sortere spillere fra.
Chelsea har flere transfervinduer i streg købt spillere, som var det toiletpapir i coronapandemiens spæde begyndelse.
Med andre ord, så er der blevet hamstret i den kongeblå Premier League-klub.
Det har medført, at manager Enzo Maresca råder over det, der vel næsten kan kaldes for en historisk bred trup.
Derfor må han kamp efter kamp sortere et hav af spillere fra, og det er langt fra sjovt for ham.
– Hver eneste kamp har jeg det dårligt. Jeg skammer mig, fordi jeg bliver nødt til at vælge nogen fra, men det er den eneste måde at konkurrere på.
– Uanset, hvor mange udskiftninger vi foretager, så er det vigtigt, at spillestilen og identiteten fortsat er der, siger Enzo Maresca ifølge BBC.
Søndag skal den italienske træner dog ikke klandres for at have udtaget de forkerte.
I hvert fald endte det med en 2-1-sejr til Chelsea, der hjemme tog imod Newcastle.