BIF-fan: Vi skal gøre op med den sindssyge voldskultur
Claus Dithmer var på stadion, da Brøndby IF og F.C. København spillede søndag formiddag.
Claus Dithmer har været Brøndby-fan i over 40 år, hvor han i mange år har haft sæsonkort til Brøndby Stadion.
Han er en af de fans, som ikke befinder sig på stemningsafsnittet. Alligevel meldte han ud på Facebook, at han tager afstand fra urolighederne, der forgik i forbindelse med Derby-kampen.
Claus Dithmer fortæller, at han ser det som en nødvendighed at tage afstand fra fodboldhooligans blandt Brøndby-fans, da det er gået langt over stregen.
– Langt størstedelen af fodboldfans er jo bare fans af en sportsgren og almindelige familiemennesker, som godt kan lide at komme på stadion. Og det kan godt være, at de (red. fodboldhooligans) laver god stemning, og det gør de jo, men vi er nødt til, og klubben er også nødt til, at se i øjnene, at vi skal gøre op med den sindssyge voldskultur, siger han til Campo.
Claus Dithmer ankom først på stadion efter urolighederne, og selvom han ikke kunne mærke urolighederne, så var han yderst overrasket over, hvordan de mange fans havde fået pyroteknik med ind på stadion.
– Jeg blev selv kropsvisiteret. Jeg måtte tage alle mine ting op af min taske i går. Og det er fint, det gør jeg gerne. Men hvordan helvede kan fans fra begge klubber få så meget pyro med ind? Jeg forstår det simpelthen ikke.
– Det kan godt være, at romerlys er flot, men vi skal lave selvjustits. Det nytter jo ikke noget, fordi klubberne får store bøder, og for vores eget vedkommende vil jeg være træt af, hvis Brøndby på sigt skal spille uden tilskuere og i værste fald få fratrukket point, fortæller Dithmer.
Han forstår heller ikke, hvorfor medfans på Sydsiden klapper af de personer i stedet for at anmelde dem.
– Hvorfor griber politiet ikke ind og anholder ballademagerne og voldspsykopaterne? Det er ubegribeligt, siger han.
Formentligt ingen udefans til derby resten af sæsonenBIF-tilhængeren ser det som en naturlig konsekvens, at fremtidige derbyer bliver afviklet uden udebanefans. Dog kommer de personer, som begår uroligheder, ikke til at stoppe ham fra at tage på Brøndby Stadion.
– Jeg må jo nok sige, at jeg er så meget fan, så jeg kommer jo ikke til at lade være med at tage på stadion. Men jeg håber, at klubben, medfans og politiet gør mere for, at vi alle sammen kan skabe større tryghed på Brøndby Stadion og have nultolerance overfor ballade, understreger Brøndby-fanen.
Kampen mellem Brøndby IF og F.C. København stjal alle overskrifterne i weekenden på grund af urolighederne, som allerede startede dagen før kampen.
Københavnerderbyet endte 0-0.
Det kan du læse mere om her.
BIF- og FCK-fans i tumult: Person stukket ned