Jacob Neestrup raser: Det er ikke Brøndbys skyld
Jacob Neestrup er ikke tilfreds med den drejning, debatten omkring københavnerderbyerne har taget.
Jacob Neestrup var bestemt ikke tilfreds.
Der var flere ting, som F.C. København-cheftræneren ikke var tilfreds med søndag eftermiddag.
Et enkelt point på udebane i søndagens københavnerderby mod Brøndby var langt fra det, han var mest utilfreds med.
Ligesom de fleste andre var Neestrup ikke imponeret over at de scener, han så forud for søndagens kamp, hvor Brøndbys og F.C. Københavns fans på det nærmeste bekrigede hinanden på Brøndby Stadion.
Neestrup er dog ikke enig i, at ansvaret – og skylden – ligger hos de to klubber.
– Det er ikke klubbens skyld. Det er ikke Brøndby IF’s skyld, det er ikke F.C. Københavns skyld. Der er nogle, der opfører sig dårligt, og det er dem, man skal have fat i, sagde Jacob Neestrup efter kampen til TV 2.
Den 36-årige FCK-træner efterlyser mere individuelt ansvar.
– Jeg synes, debatten har taget en drejning, hvor alt bliver lagt på klubberne, der ikke gør nok. Det kan da godt være, at [klubberne] gør nok, men hvor er det individuelle ansvar?
Wass og Cornelius enige: Forstår ikke reglerne længere– Hvad med at få fanget dem, der gør det, og så tage en alvorssnak med dem, og så få lavet nogle straffe, der rent faktisk gør, at man ikke kan komme ud og gøre sådan noget, lyder det retorisk fra Neestrup, der sammenligner:
– Min direktør skal heller ikke stå til ansvar, hvis jeg går ud og røver Circle K lige om lidt – det er mit ansvar at opføre mig ordentligt. Jeg håber, at man får taget fat i dem, der ikke kan opføre sig ordentligt, får holdt dem væk og får givet dem nogle straffe.
Københavnerderbyet på Brøndby Stadion sluttede uden både vinder og mål.