Bekræftet: Kommende derbyer bliver uden udefans
Divisionsforeningen har valgt at slå hårdt ned på de kommende derbyer mellem F.C. København og Brøndby IF.
Nok et derby, nok et stort spektakel.
Nu har Divisionsforeningen selv valgt at slå hårdt ned på de fortsatte uroligheder omkring opgørene mellem Brøndby IF og F.C. København.
Af den grund bliver de kommende derbys afviklet uden udebanetilskuere – det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.
Her oplyses det, at beslutningen ikke er tidsbestemt, men gældende indtil det igen besluttes, at der kan være udebanetilskuere til derby-opgørene.
– Vi er kede af, at det er nødvendigt med sådan et tiltag, for det rammer selvfølgelig en masse uskyldige fans, der er i stand til at nyde en fodboldkamp på stadion og opføre sig ordentligt.
– Men for dansk fodbolds skyld, for sikkerheden for alle fans og for at sikre kampafviklingen, så er vi nødt til at reagere, udtaler direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
Divisionenforeningen skriver videre, at målet er, at alle kampe i 3F Superligaen skal kunne afvikles med fans fra begge hold i ro og orden.
Yderligere sanktioner kan falde, så snart Fodboldens Disciplinærinstans har bearbejdet indberetninger fra kampen.