
Politiet rykkede ud til slagsmål mellem Brøndby- og FCK-fans
Fans af Brøndby og F.C. København røg i totterne på hinanden nær Glostrup Station, meddeler Vestegnens Politi.

Et stort slagsmål mellem fans af Brøndby og F.C. København fandt lørdag aften sted tæt ved Glostrup Station.
Det er ellers først søndag middag, at de to hold møder hinanden i 3F Superligaen, men lørdag aften klokken 19:27 modtog Vestegnens Politi en anmeldelse om et større slagsmål.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på X lørdag aften.
Her lyder det, at et større slagsmål fandt sted mellem fans af de to klubber, og politiet rykkede hurtigt ud med mange mand på stedet.
– Vi har været talstærkt på stedet. Roen er genoprettet, og vi er stadig i området, skriver Vestegnens Politi.
Ingen er blevet anholdt i forbindelse med optrinnet, oplyser politiet.
Brøndby og F.C. København mødte hinanden tidligere på efteråret i Parken, og her var der også voldsomme uroligheder blandt visse fans af de to mandskaber.
Det fik efterfølgende landets justitsminister, Peter Hummelgaard (S), til at indkalde til krisemøde.
