Tilfreds Neestrup: Modent og solidt på svær udebane
FCK-cheftræner Jacob Neestrup mener, at FCK spillede torsdagens kamp lige efter bogen.
F.C. København fik torsdag aften hentet 1-1 med sig hjem fra Spanien efter mødet med Real Betis.
Det resultat, og kampen i sin helhed, har FCK-cheftræner Jacob Neestrup svært ved at sætte en finger på.
Det fortæller han til klubbens egen hjemmeside i kølvandet på Conference League-kampen.
– Vi leverer en rigtig god præstation på et svært sted, og vi får fuldt fortjent det ene point.
– Det er en meget lige kamp med ret få chancer, og jeg synes i det store og hele, at vi spiller kampen, som vi skal. Vi kom godt ud, og selv om de scorede tidligt på et brag af et langskud, så reagerer vi rigtig godt, holder hovederne kolde og holder os til vores plan.
– Så alt i alt en moden og solid præstation mod et godt hold, der har 50.000 tilskuere i ryggen, og jeg er særligt glad for, at vi formåede at holde fast i os selv, efter vi kom så tidligt bagud, siger han.
FCK-cheftræneren roser samtidig Kevin Diks, der stod for den danske hovedstadsklubs eneste scoring:
– Og så gør det jo ikke noget, at vi igen har en, der kan skyde straffespark, først Diogo og nu Kevin, som virkelig ser ud til at nyde at stå undet det pres, siger Jacob Neestrup.
Real Betis indtager aktuelt syvendepladsen i LaLiga. Det er samme position, som man endte på i sidste sæson.