Guardiola sammenligner John Stones med Barca-stopper
Når ikke Erling Haaland er på banen, kan John Stones meget vel være den naturlige afløser i Manchester City.
Erling Haaland havde en af sine velkendte aftener på kontoret onsdag.
Her nettede han to gange i Manchester Citys 5-0-sejr over Manchester City.
Den norske angrebsstjerne er dog ikke den eneste målfarlige spiller i City-truppen.
Således kom blandt andre John Stones også på måltavlen, da han efter lidt mere end en times spil scorede til 3-0.
Det er anden kamp i streg, at den engelske midtstopper fik modstanderens netmasker til at blafre.
Efter slutfløjt kunne Pep Guardiola da også godt se idéen med at give ham chancen for at score endnu flere mål:
– Når Erling ikke er til rådighed, kan John spille som angriber, siger City-manageren ifølge BBC, inden han sammenligner sin engelske midtstopper med en tidligere spansk en af slagsen:
– Gerard Pique havde en fantastisk næse for mål i Barca, og John er på samme måde. Han har allerede scoret nogle få mål. Han er tilbage, og jeg er glad for ham.
Foruden Erling Haaland og John Stones tog Matheus Nunes og Phil Foden sig af de to sidste scoringer for Manchester City onsdag aften.
Med storsejren indtager Manchester City lige nu en ‘delt tredjeplads’ i det nye Champions League-format med syv point efter tre kampe.
Kun Liverpool og Aston Villa har noteret sig for maksimum point.
Du kan se højdepunkter fra Manchester Citys storsejr i videoen øverst i artiklen