Beijmo om rødt kort: Jeg ved ikke, om det er det rigtige
Den svenske AGF-back endte i en ophedet situation med Jesper Sørensen efter kampen mod Brøndby.
Det sydede og kogte mandag aften i Aarhus.
Da Brøndby og AGF tørnede sammen gik bølgerne højt, og efter slutfløjtet løb temperamenterne løbsk.
Særligt Brøndbys træner Jesper Sørensen reagerede voldsomt, da AGFs Felix Beijmo afbrød en snak, han havde med kampens dommer.
Brøndbytræneren havde dog ingen grund til at hidse sig op ifølge Felix Beijmo, der blot kom hen for at hilse på.
– Jeg ville bare sig tak for kampen til dommeren, og så kom Jesper Sørensen, og jeg sagde tak for kampen, og vi ses næste gang, siger Felix Beijmo til Campo og de øvrige medier.
Derefter tog tingene en drejning, da Jesper Sørensen greb fat i AGF-profilen og derfor indkasserede et rødt kort. Efterfølgende fik Felix Beijmo også selv et gult kort, og da han i løbet af opgøret også havde modtaget en advarsel, så han rødt.
– Jeg ved ikke, om det gule kort var det rigtige. Vi må se ind i det som klub, så det bliver et fair udfald, siger han.
Hvis det røde kort fortsat kommer til at stå, vil Beijmo skulle afsone karantæne i næste Superligakamp, som er en udebanekamp mod Midtjylland.
Han er altså ked af, at det endte med, at han modtog det røde kort, og han er ærgerlig over Sørensens handling, men bebrejder ham ikke yderligere.