– Hvis jeg accepterer, at det er umuligt, stjæler jeg en løn
Ange Postecoglou gør sig forhåbninger om at gøre en ende på Tottenhams lange trofæløse stime af sæsoner.
Man skal gøre sig fortjent til sin løn.
Det mener Ange Postecoglou, der gør sig klare forhåbninger om, at han sammen med Tottenham Hotspur skal vinde trofæer.
På et pressemøde forud for weekendens Premier League-kampe blev den australske cheftræner nemlig spurgt ind til ambitionerne i Spurs, hvortil han var ganske klar i mælet.
– Hvis jeg accepterer, at det er umuligt at forandre sig (i forhold til at vinde trofæer, red.), så stjæler jeg jo en løn.
– Jeg tror ikke på det, og hvis jeg ikke vinder, er det min fejl – ikke klubbens. Jeg kendte jo godt til historien med, at klubben ikke har vundet i mange år, da jeg tiltrådte som træner.
– Jeg kender den historie, men jeg tror på, at vi kan ændre det, sagde Postecoglou alt sammen til Sky Sports forud for lørdagens tidlige kamp mod West Ham.
Postecoglou blev træner for Spurs inden starten af dne forgangne sæson. I sin første sæson i klubben endte det med en femte plads til ‘The Lilywhites’.
Kampen mellem Tottenham og West Ham starter lørdag klokken 13:30 og kan ses på Amazon Prime Video.