Rooney straffet efter upassende og voldelig adfærd
Wayne Rooneys opførsel under kampen mellem Plymouth Argyle og Blackburn har nu medført en straf i form af karantæne og bøde.
Den går ikke.
Tidligere på måneden tørnede Wayne Rooneys Plymouth Argyle sammen med Blackburn
Her kammede det over for den tidligere Manchester United-angriber nær kampens slutning, hvilket kostede ham et rødt kort, så Plymouth måtte færdiggøre kampen uden sin cheftræner på sidelinjen.
At spille resten af kampen uden Rooney i det tekniske felt kan nu vise sig meget vel at være en fin erfaring at have med.
I hvert fald skal Plymouth Argyle også spille uden sin normale cheftræner i næste kamp.
Det engelske fodboldforbund oplyser således fredag, at Wayne Rooney har fået en spilledagskarantæne for sin opførsel i forbindelse med det røde kort.
Samtidig er han blevet idømt en bøde på 5.500 pund. Det svarer til 49.000 kroner.
Årsagen er, at Wayne Rooney opførte sig upassende, voldeligt og gjorde brug af fornærmende ord.
Plymouth Argyles næste kamp spilles i morgen lørdag ude mod Cardiff.
Wayne Rooneys tropper indtager aktuelt 14. pladsen i Championship.