
Håb for Bundesliga-stjerne: I spil til weekenden
En af Bayer Leverkusens allerstørste stjerner kan måske alligevel være i spil til weekenden, når Xabi Alonsos tropper møder Eintracht Frankfurt.

En af Bundesligaens allervarmeste og største navne har været meldt tvivlsom til weekenden, hvor Bayer Leverkusen og Eintracht Frankfurt tørner sammen efter endt landsholdstermin.
Således blev Florian Wirtz i første omgang meldt skadet af sin klub ‘i en længere periode’, efter tyskeren havde været afsted på Nations League-opgaver med sin nation.
Nu kommer Leverkusen-sportsdirektør Simon Rolfes dog med opløftende nyt til klubbens fans:
– Vi sagde aldrig, at han ikke var tilgængelig, bare hvorfor han blev skiftet ud.
– Han trænede ikke med i går (onsdag, red.), men modtog behandling. Vi må se, hvordan det går, og om han bliver klar til Frankfurt eller ej, lyder det fra sportsdirektøren ifølge Sky Sports Germany.

Dermed tyder det ikke på, at den 21-årige offensivstjerne må sidde ude længe, selvom han altså ikke definitivt er i spil til lørdagens brag mellem nummer 3 og 5 i Bundesligaen.
Kampen mellem Bayer Leverkusen og Eintracht Frankfurt sættes i gang lørdag klokken 15.30 og kan følges direkte på See og Viaplay.