– Forestil jer, hvor meget Lamine Yamal er værd
Joan Laporta virker til selv at have svært ved at forstå, hvor mange penge Lamine Yamal er værd.
Det er mere eller mindre blevet umuligt at tale om fodbold, uden Lamine Yamals navn dukker op før eller siden.
Den 17-årige Barca-komet tiltrækker sig opmærksomhed som få. Og med rette.
I denne sæson har han noteret sig for fem mål og lige så mange oplæg i 11 kampe. Og i sommer vandt han EM med Spanien. Som en profil på holdet.
I FC Barcelonas ledelse er man da også godt klar over, at man råder over et helt specielt talent.
Hvad man måske ikke har helt præcist styr på er til gengæld, hvor meget han er værd. Selvom man også han en idé om det.
– Hør lige her; Forestil jer, hvor meget Lamine Yamal kan være værd nu, hvis man tænker på, at jeg afviste 250 millioner euro for seks måneder siden.
– Han er EM-vinder med Spanien og den mest attraktive og interessante af alle talenter i verden lige nu, siger Barca-præsident Joan Laporta ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano.
Meldingerne gik i sommer på, at det astronomiske bud på 250 millioner euro kom fra Paris Saint-Germain.
Det er dog ikke noget, der er blevet bekræftet.
250 millioner euro svarer til svimlende 1,86 milliarder kroner.
I Barca arbejder man i øvrigt lige nu på at forlænge aftalen med Lamine Yamal. Hans nuværende kontrakt står til at løbe ud i sommeren 2026.