OB-angriber er ellevild: Det bliver sjovt
Max Fenger vender tilbage til en af sine gamle hjemmebaner, når OB fredag aften atter skal i aktion i NordicBet Ligaen.
Fredag aften ruller bolden atter i NordicBet Ligaen, hvor der er hele fire kampe på programmet.
Blandt andet også i Østsjælland, hvor FC Roskilde tager imod det nuværende førerhold OB, der skal forsøge at komme tilbage på vinderkurs efter 0-3 nederlaget i seneste runde til HB Køge.
Fredagens kamp har særligt en speciel betydning for Max Fenger, der tidligere i sine ungdomsår – fra U14 til U17 – har slået sine folder i netop Roskilde.
– Det bliver sjovt. Bestemt. Det er jo sjovt, når jeg har gået der og brugt fire år af mit liv på at gå op og ned ad de gange hver dag og træne, og lige pludselig at skulle spille der. Hvis du havde spurgt mig som lille, havde det nok ikke været med en OB-trøje, jeg havde forestillet mig skulle være derinde, men nu nåede jeg ikke at spille senior, indleder Max Fenger til OB’s hjemmeside og fortsætter:
– Så det bliver sjovt, og jeg ser frem til det. Og jeg kender nogle stykker, så det er altid sjovt at skulle spille i sin hjemby. Der er forhåbentlig mange velkendte ansigter.
Trods nogle nære følelser for fredagens modstander, så forsikrer angriberen dog, at han er klar til at tage sit ‘game face’ på, når dommeren har fløjtet kampen i gang:
– Når kampen først er gået i gang, så er det som alle andre kampe, men det er da lidt specielt, når det er ens gamle klub, men en sejr er utrolig vigtig – også for tabellen.
Breum manglede tillid i OB: De valgte at gå en anden vejDen 23-årige angriber har foruden OB og FC Roskilde tidligere i karrieren også repræsenteret Mjällby AIF.
Kampen mellem FC Roskilde og OB har kickoff fredag aften klokken 18.30 og kan følges direkte på Viaplay.