Leicester-boss om Vestergaard: Intet har ændret sig
Jannik Vestergaard har ikke været i aktion for Leicester siden slutning af august. Steve Cooper forholder sig kort til danskerens situation.
Jannik Vestergaard var med for Danmark mod både Spanien og Schweiz i den netop overståede landskamppause.
Tiltrængt spilletid til den høje midtstopper, som ikke har været i aktion for Leicester siden den 24. august mod Fulham.
Leicester-manager Steve Cooper peger torsdag på en skade som den primære årsag til, at danskeren ikke har været med i truppen i over halvanden måned. Det fortæller han til klubbens egen hjemmeside.
– Intet har ændret sig. Jannik Vestergaard har spillet et par kampe for landsholdet.
– Han var lige ved at være klar før Bournemouth-kampen. Han er et bedre sted nu i forhold til fitness og at komme sig over sin ankelskade, siger Steve Cooper kort.
Foruden at forholde sig til danskeren, sætter han også ord på, hvad han har brugt tiden på under landskampspausen.
– Det var godt. Vi fik arbejdet godt.
– Det er en mindre intens periode, når man ikke skal forberede sig på en Premier League-kamp. Samtidig er det også en mulighed for at få arbejdet og klaret nogle andre ting, som kræver at man reflekterer, siger han.
Leicester indtager efter syv runder en 15. plads i Premier League.
Næste opgave er ude mod Southampton lørdag, hvor Jannik Vestergaard måske atter er at finde i truppen.