Beckham sammenligner: Han minder mest om mig
David Beckham var særligt kendt for sin eminente sparketeknik og imponerende afleveringer. Nu sætter han ord på, hvem af nutidens spillere, der minder ham mest om sig selv.
Et mål fra midten af banen, flotte frisparksscoringer, talrige indlæg og imponerende afleveringer på tværs af banen.
Det er i grove træk det, som de fleste husker David Beckham for som fodboldspiller.
Den i dag 49-årige englænder lagde støvlerne på hylden for 11 år siden, men tog for nyligt del i sin tidligere holdkammerat, Rio Ferdinands, podcast.
Her falder snakken blandt andet på, hvem af nutidens spillere, der minder mest om David Beckham selv.
Og den tidligere Manchester United-, Real Madrid- og PSG-stjerne er ikke i tvivl:
– Jeg tror, at hvis der skulle være én spiller, hvor jeg ville se på ham og tænke “han minder meget om mig i måden, han afleverer bolden på, han minder meget om mig i måden, som han sender bolden på tværs af banen”, så skulle det være Trent [Alexander-Arnold].
– Helt ærligt, så synes jeg, at han er en fantastisk fodboldspiller – hans overblik.. Han er helt utrolig. Og han er en exceptionel spiller.
– Når jeg kigger på ham, så ser jeg mig selv i den måde, som han sparker bolden i mål på, og på de lange afleveringer, som han ser og slår. Han slår nogle bolde, som andre spillere ikke engang overvejer, og det er dét, jeg godt kan lide ved ham, siger David Beckham om Liverpool-profilen i podcasten Rio Ferdinand Presents.
David Beckham nåede i sin aktive karriere at tørne ud for det engelske A-landshold 115 gange.
På klubplan nåede han op på 390 kampe i Manchester United og 159 kampe i Real Madrid.