
Gav Brøndby-fans fingeren – nu er han blevet straffet igen
Den infamøse fuckfinger-træner Goncalo Feio er atter engang havnet i UEFA’s fedtefad.

De fleste Brøndby-fans kan formentlig huske ‘fuckfinger-træneren’ fra Legia Warszawa.
Portugisiske Goncalo Feio gjorde sig nemlig særdeles upopulær blandt de blå-gules tilhængere, da klubben fra Vestegnen gæstede Polen i Conference League-kvalifikationen.
Efter kampen gestikulerede portugiseren nemlig med to fuckfingre rettet mod udebaneafsnittet.
Seancen resulterede i en betinget straf på én spilledags karantæne fra UEFA’s klubturneringer.

Nu er den så gal igen med den iltre portugiser.

UEFA bekræfter nemlig, at man atter engang har idømt Goncalo Feio en betinget straf af én spilledags karantæne.
Begrundelsen lyder, at Legia-træneren forårsagede en forsinkelse af kick-off i kampen mod Real Betis i starten af oktober.
Ligeledes er Legia Warszawa blevet idømt bøder til en samlet værdi af 80.000 euro, hvilket svarer til lige knap 600.000 danske kroner.

Blandt andet skyldes det afbrænding af pyroteknik, for at blokere offentlige passageveje og for den forsinkede kampstart.