Eriksen: Vi står med meget mere ansvar
Christian Eriksen sendte en lille stikpille i retning af DBU, da han savner en afklaring på landstrænersituationen i Danmark.
Selvom Christian Eriksen indtog den helt store hovedrolle for Danmark med et mål og et oplæg i 2-2 kampen mod Schweiz tirsdag aften, så var det alligevel en lettere irriteret spiller, der svarede på ét bestemt spørgsmål fra TV 2 efter kampen.
Således skulle Christian Eriksen forholde sig til, om det var en svær kamp at være en del af, men i stedet sendte han en stikpille i retning af DBU og fodbolddirektør Peter Møller:
– Nej, det synes jeg egentlig ikke, det var mere end normalt (en svær udekamp, red.), men jeg tror mere, at det er taget i betragtning af den situation, som der er på trænerbænken, der gør, at vi står med meget mere ansvar.
– Når det stadig er en midlertidig løsning – på den måde – som det er, så er man også nødt til som spiller at stå sammen i bussen, og det synes jeg, at vi gør.
– Både som gruppe og som anførergruppe, lød det således fra Christian Eriksen, der ligesom resten af fodbolddanmark nu afventer en officiel udmelding fra DBU, om man vil vælge at fortsætte med Lars Knudsen eller hente et helt nyt landstrænernavn ind til staben.
Flemming Toft: Hvor var der meget rodDanmark skal næste gang i aktion om en lille måneds tid, hvor Nations League-gruppen endegyldigt bliver afgjort.
Her besøger Spanien nemlig Parken 11. november, hvorefter der venter Danmark en udekamp i Serbien 18. november.