3F Superligaen

AGF’s Kahl har været gennem stor udvikling: Fuld af selvtillid

Eric Kahl har været på en udviklingsrejse gennem sine tre år i AGF – både på og udenfor banen. Frugten af arbejdet høster den hårdtarbejdende og ydmyge svensker netop nu, hvor han på en ny position leverer på et godt og stabilt niveau til stor ros fra Uwe Rösler.

Eric Kahl efter AGF-træningen på Fredensvang.
Foto: Tobias Thomasen.
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Eric Kahl blev for tre år siden hentet til AGF til en høj pris med store forventninger til følge.

Siden har den unge svensker kæmpet med skiftende antal spilleminutter og jagtet det endelige gennembrud for De Hviie.

I denne sæson har Kahl indtil videre fået masser af spilletid og er blevet en fast starter for AGF på en uvant plads som stopper. En situation som han er godt tilfreds med.

– Det har været en sæson med godt med spilleminutter for mig, da jeg har spillet mange kampe.

– Jeg synes, at jeg er i god form og spiller på en position, hvor det går godt. Så indtil nu synes jeg, at det er en god start, siger Eric Kahl til Campo efter træningen på Fredensvang.

Eric Kahl efter AGF-træningen på Fredensvang.
Eric Kahl klør på til træningen på Fredensvang under landskampspausen. Foto: Tobias Thomasen.

Uwe Rösler, der har ladet Kahl starte i AGF’s seneste otte kampe, storroser svenskerens præstationer for aarhusianerne i denne sæson.

– Han spiller så godt. Han er også en af vores mest stabile spillere. Den måde, han kommer igennem kampene i øjeblikket, er en klar udvikling, siger Uwe Rösler og fortsætter:

– Han giver os en dimension, når det kommer til afleveringer til Gift Links, Mikael Anderson og Mads Emil Madsen. Han kan spille folk i dybden, og han kan gå med i angrebet og lave indlæg. Men som det vigtigste på hans position så forsvarer han med meget plads bagude, og det klarer han meget ansvarsfuldt.

Uwe Rösler har givet spilletid til Eric Kahl i samtlige af AGF’s kampe denne sæson. Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix.

Udviklet sig som spiller og menneske

Netop ordet udvikling er kendetegnene for svenskerens tid i AGF. De tre år siden skiftet fra AIK Stockholm i 2021 er Kahl gået op og ned i spilletid frem mod de nuværende flotte præstationer.

Selv mener han også, at der er sket en del, siden han som teenager første gang trådte ind på træningsanlægget i Viby syd for Aarhus.

– På banen havde vi i mit første år David Nielsen, hvor vi spillede på én måde. Så kom Uwe til, og vi skulle spille på en helt anden måde, og det har været virkelig godt, siger Eric Kahl og fortsætter:

– Det har udviklet den ting hos mig, at jeg skal arbejde både på og udenfor banen – at det virkelig er vigtigt begge steder. Jeg har lært så meget i de tre år.

Jeg flyttede væk fra min familie, venner og alt, og det var en kæmpe omstilling for mig

Eric Kahl

Også mennesket Eric Kahl har flyttet sig fra den dengang 19-årige knægt og frem til den reflekterende 23-årige, som Campo møder på Fredensvang.

– Som person har jeg udviklet mig rigtig meget. Da jeg skiftede hertil, skulle jeg for første gang bo alene, og jeg flyttede væk fra min familie, venner og alt, og det var en kæmpe omstilling for mig. Men jeg føler, at jeg voksede som menneske af at gøre det, siger han.

Eric Kahl jubler sammen med tidligere holdkammerat Mustapha Bundu under en superligakamp mod Vejle Boldklub i debutsæsonen i AGF i 2021. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Mere robust og selvsikker

Også Uwe Rösler fremhæver Kahls udvikling og især den større selvtillid, der er vokset frem hos svenskeren.

– Han har altid været en god fodboldspiller. Nu er han mere robust – både hans krop og mentalt. Han er fuld af selvtillid. Han er vokset som menneske og spiller de seneste to år. Jeg håber bare, han fortsætter.

– Han er meget flittig, han ønsker at arbejde hårdt og han er meget professionel. Men jeg har altid følt, at det vigtigste for ham var selvtillid, og han er vokset som menneske. Han har meget mere tro på sig selv i måden, han spiller på på positionen, og det er grunden til, at han spiller så godt.

– Der findes ikke særligt mange venstrebenede spillere – især i en treback-kæde – med samme offensive output og afleveringskvalitet som ham. Så han gør det virkelig godt, og jeg synes, han har en stor værdi for vores fodboldklub, siger den tyske AGF-træner.

Artiklen fortsætter efter reklamen

Den nye plads som stopper

De gode præstationer i denne sæson har været fra den uvante position som stopper i AGF’s bagerste kæde.

Det har krævet en omstilling, erkender Eric Kahl, der normalt har spillet som wingback. Han føler sig dog godt hjulpet og er glad på sin nye position.

– I fodbold må man omstille sig, og jeg synes, vi har en god trænerstab, der hjælper mig meget med min position. Vi har også nogle rutinerede spillere som Tingager, Dalsgaard og Beijmo, som har spillet mange kampe, og de hjælper mig virkelig meget. Så det er fint, siger han og fortsætter:

– Jeg føler, at jeg kan hjælpe meget til som wingback – men også som stopper. Så jeg føler mig godt tilpas på begge positioner.

AGF-profil med godt skadesnyt: Har kunnet skubbe mere på

Drøm om landsholdet – fokus i AGF

Da Campo fanger svenskeren på Fredensvang, er det i en periode, hvor flere af hans holdkammerater er fraværende fra træningen på grund af landskampsopgaver.

Selvom Eric Kahl smiler ved spørgsmålet, om han indimellem stopper op og drømmer om at tørne ud for Sverige, når kollegerne er afsted med deres respektive landshold, er det ikke noget, der bliver brugt meget krudt på hos forsvarsspilleren.

– Det er, som det er. Der er stor konkurrence i Sverige, men jeg tænker ikke så meget på det. Jeg fokuserer på AGF, og hvis det går godt, så bliver jeg kaldt ind. Det ved jeg. Men det er vigtigt, at jeg er fokuseret her i AGF, og at jeg arbejder rigtig hårdt, siger den tidligere U21-landholdsspiller for Sverige.

Eric Kahl løftes i jubel af forsvarskollega Tobias Anker under superligakampen mellem FC København og AGF i Parken i slutningen af april 2024, hvor svenskeren scorede i 3-2 nederlaget. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
AGF-profil på vej tilbage til højt niveau: Er klar og føler mig frisk

Fokus hos Eric Kahl ligger altså i AGF og på mandagens forestående opgør mod Brøndby IF i Superligaen.

Kampen mellem AGF og Brøndby på Ceres Park i Aarhus fløjtes i gang klokken 19.00, og du kan se kampen i TV på TV2 Sport X og TV2 Play.

Fakta om Eric Kahl

Uwe giver status på Mølgaard

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P