Mbappé-advokat tager bladet fra munden: Udelukker totalt
Kylian Mbappés advokat har tirsdag sat ord på situationen.
En bytur med kammeraterne endte med en mistanke om voldtægt.
Det er virkeligheden for Kylian Mbappé.
Tirsdag aften har den franske Real Madrid-stjernes advokat, Maître Marie-Alix Canu-Bernard, forholdt sig til situationen overfor TF1.
– Vi er blevet gjort opmærksomme på, at der er blevet indgivet en anklage, men på nuværende tidspunkt ved vi endnu ikke, hvem den er imod.
– Anklagen er ikke sand. En anklage beviser ingenting. Og jeg ved som sagt ikke engang, om anklagen er rettet mod ham [Kylian Mbappé], siger advokaten.
Maître Marie-Alix Canu-Bernard fortæller videre, at det faktisk ikke bør være muligt, at den slags kan ske for Mbappé:
– Han er aldrig alene, han er aldrig udsat eller i en situation, der er forbundet med en sådan risiko. Som et resultat deraf, er det fuldstændigt udelukket, at der har kunnet finde sådan en forkastelig handling sted fra hans side af. Det er fuldstændigt sikkert.
Samtidig gør hun det klart, at man har i sinde at anmelde det angivelige offer for at have indgivet en falsk anmeldelse.
Det hele begyndte torsdag, hvor Kylian Mbappé var ude at spise i Stockholm.
Siden tog han på natklub med sine kammerater, inden de tog tilbage til deres hotel.
Mandag kunne svenske Aftonbladet så berette, at der blev efterforsket i en voldtægt, som blev begået torsdag. Efterforskningen fandt også sted på det hotel, hvor Kylian Mbappé havde overnattet.
Senere mandag gik Mbappé til tasterne på X og skrev “FAKE NEWS”.
Tirsdag skrev Expressen så, at anklagen om voldtægt skulle omhandle Kylian Mbappé.
Og nu har Kylian Mbappés advokat altså udtalt sig til offentligheden.
Sagen efterforskes lige nu med en ‘begrundet mistanke’ mod Kylian Mbappé, hvilket er den laveste grad af mistanke i den svenske lovgivning.