Ny Roskilde-træner på plads: Tilbød selv sin hjælp
FC Roskilde har fundet en ny cheftræner.
Torsdag sagde Mikkel Thygesen op i FC Roskilde.
Således var trænersædet igen ledigt hos NordicBet Ligaens bundprop.
Det var ikke gået Jack Majgaards næse forbi, da den tidligere Roskilde-træner selv rakte ud til klubben og nu skal danne trænerteam med sportschef Anders Theil.
Det bekræfter FC Roskilde mandag eftermiddag på sin hjemmeside.
Det er dog kun på lånt tid, da klubben oplyser, at Majgaard kun skal agere trænerteam med Theil indtil vinter.
– Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Roskilde. Da jeg læste om udfordringerne på trænerposten, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville tilbyde min hjælp, fortæller Jack Majgaard til klubbens hjemmeside.
Administrerende direktør i FC Roskilde, René Christiansen, er ligeledes meget begejstret for konstellationen.
– Da beskeden fra Jack tikkede ind, kunne jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Folk udefra vil altid have holdninger til de beslutninger klubben træffer, men i sidste ende er vi glade for, at de involverede parter går ordentligt herfra, og at vi holder ord.
– Vi havde en rigtig god tid med Jack i spidsen for halvandet år siden, og nu har han tilbudt sin hjælp og står klar til at hjælpe os i en svær og uventet tid – det er vi utrolig glade og taknemmelige for.
– Det er for mig et vidnesbyrd om, at vi forsøger at værne om vores gode relationer, afslutter René Christiansen.
I FC Roskilde venter der et stort stykke arbejde, da klubben blot har hentet én enkelt sejr efter sine første 12 kampe og dermed indtager rollen som NordicBet Ligaens sorteper.