Ny konkurrent til Højbjerg? Marseille jagter ny Juve-midt
Pierre-Emile Højbjerg kan snart få endnu en konkurrent på Marseilles midtbane.
Konkurrencen er tæt på Marseilles midtbane.
Henover sommeren er både Pierre-Emile Højbjerg og den tidligere Juventus-midt Adrien Rabiot kommet til.
Men det ser ikke ud til, at den shoppe-glade Ligue 1-klub er færdig endnu – Paul Pogba er før blevet nævnt, og nu florerer endnu et navn.
Ifølge mediet TuttoSport er Marseille nemlig ude efter Juventus’ Arthur Melo, der også har en fortid i FC Barcelona.
Den nu 28-årige brasilianer har ikke fundet fodfæste hos Den Gamle Dame, siden han vendte retur fra sit lejeophold i Fiorentina.
Noget tyder også på, at den nye Juvenuts-træner, Thiago Motta, ikke har nogen planer om at bruge Arhtur, som endnu ikke har fået ét eneste minuts spilletid i denne sæson.
Den brasilianske midtbanespillers kontrakt med Juventus løber indtil sommeren 2026.
I Marseille ser det dog ikke ud til, at Pierre-Emile Højbjerg skal frygte for sin startplads.
Den danske landsholdsanfører har nemlig været en af Roberto De Zerbis første navne på holdkortet, hvor Højbjerg har startet samtlige af klubbens kampe i denne sæson.
Derudover har den 29-årige dansker også båret anførerbindet i tre ud af sine syv kampe for klubben.