Medie: Maresca har særlig aftale med Chelsea-stopper
Enzo Maresca har en særlig aftale med en af Chelseas forsvarsprofiler.
Den tætpakkede kampkalender er et problem for mange aktører inden for fodboldens verden.
Særligt må det siges at have konsekvenser for de spillere, der har tendenser til at gå lettere i stykker end andre.
Det har man angiveligt også lagt mærke til i Chelsea.
Her tager manager, Enzo Maresca, nemlig særligt hensyn til en af sine mange forsvarsspillere.
Helt konkret drejer det sig om Wesley Fofana, som i sommeren 2023 rev sit korsbånd over og dermed missede hele 2023/2024-sæsonen.
Den 23-årige franskmand er dog nu blevet sin skade kvit, men alligevel passer Enzo Maresca særligt godt på Fofana.
De to har nemlig en særlig aftale om, at den franske midtstopper ikke skal spille mere end én enkelt kamp per uge indtil januar grundet Fofanas skadeshistorik.
Det skriver det franske medie L’Equipe.
Angiveligt er det også årsagen til, at Wesley Fofana hidtil kun har fået spilletid i Premier League, hvor han til gengæld er startet inde i samtlige af Chelseas kampe.
The Blues hentede Fofana til klubben i 2022 fra Leicester og har stadig papirer på franskmanden indtil 2029.