Udlejet fra Brøndby: Klubben har købsoption på mig
En af Brøndby IF’s udlejede spillere bekræfter, at hans nuværende klub har en købsoption med i aftalen.
Da Mateusz Kowalczyk blev hentet til Brøndby i sommeren 2023 for 10 millioner kroner, var forventningerne til den unge polak i top.
Alligevel er han ikke helt lykkedes med at få sit gennembrud i klubben, hvor det blot er blevet til tre førsteholdskampe.
I jagten på spilletid er den 20-årige midtbanespiller derfor udlejet til GKS Katowice i hjemlandet i denne sæson.
Men selvom der i første omgang bare er tale om et lejeophold, så er det ikke sikkert, at Mateusz Kowalczyk vender retur til Brøndby.
I hvert fald bekræfter han overfor journalisten Maciej Skucha, at GKS Katowice har en købsoption på ham.
– Jeg tænker ikke så meget over det lige nu. Jeg har det godt her.
– Jeg er her på leje, men de [GKS Katowice] har muligheden for at købe mig. Jeg vil helst ikke jinxe noget, siger han i en video, som Maciej Skucha har delt på X.
Mateusz Kowalczyk har i denne sæson noteret sig for to scoringer og to oplæg i 11 kampe.
Han er samtidigt fast mand i startelleveren.
Hans kontrakt med Brøndby strækker sig frem til sommeren 2027.