Skuffet England-kaptajn: Vi leverede ikke
John Stones bar for første gang i karrieren anførerbindet på det engelske landshold – det gik dog langt fra, som han havde håbet.
Torsdag aften skulle have været en af de største i John Stones‘ karriere.
Han gik nemlig – for første gang nogensinde – på banen med anførerbindet om armen, da England tog imod Grækenland hjemme på Wembley.
Det endte dog alt andet end som håbet for Manchester City-stjernen, der sammen med sine holdkammerater måtte se sig slået med 1-2 af de undertippede grækere.
Efter kampen lægger han ikke skjul på, at nederlaget hjemme mod Grækenland naturligvis ikke er godt nok.
– Vi forberedte os som normalt, men det var ikke til at se. Lige fra begyndelsen satte de os under pres. De var meget kompakte.
– Vi spillere kender systemet, og når man som spiller er ude på banen, bliver man nødt til at levere. Det er vores opgave at levere – og det gjorde vi ikke.
– Det var en svær aften og en forspildt mulighed for at toppe gruppen. Nu bliver vi nødt til at kigge fremad, siger John Stones til ITV ifølge BBC.
Grækenland fik bragt sig foran på en scoring af Vangelis Pavlidis tidligt i anden halvleg.
I det 87. minut lignede det så, at England fik hevet en uafgjort i land, da Jude Bellingham scorede til 1-1.
Vangelis Pavlidis var dog ikke færdig endnu, og fire minutter inde i tillægstiden nettede han nok en gang og sikrede grækerne sejren.
Grækenland topper nu Nations League-gruppen med ni point efter tre kampe. England er på seks point efter tre kampe.