Dyr kommentar: PL-klub idømt gigantisk bøde
Nottingham Forest skal punge ualmindeligt dyrt ud for et opslag på de sociale medier.
Et opslag på de sociale medier fra april måned har indhentet Nottingham Forest.
Således oplyser det engelske fodboldforbund fredag, at man har idømt Premier League-klubben en bøde.
Og det er en stor en af slagsen.
Således har FA vurderet, at Nottingham Forest skal betale svimlende 750.000 pund. Det svarer til 6,7 millioner kroner.
Årsagen bag er, at man i opslaget, ifølge FA, gik til angreb på en dommers bias og/eller integritet.
– Tre ekstremt dårlige kendelser – tre straffespark, der ikke blev givet – hvilket vi simpelthen ikke kan acceptere.
– Vi advarede PGMOL (dommerorgan, red.) om, at VAR-dommeren var Luton-fan allerede før kampen, men han blev ikke byttet ud.
– Vores tålmodighed er blevet testet flere gange. Nottingham Forest vil nu overveje sine muligheder, stod der i opslaget, som blev delt bare syv minutter efter slutfløjt i nederlaget mod Everton den 21. april.
Nottingham Forest har siden nægtet, at man skulle have angrebet den pågældende VAR-dommer på bias og/eller integritet.
Alligevel skal klubben altså nu diske op med næsten syv millioner kroner for opslaget.