
Sky: Klopp har skrevet under – starter i topjob til januar
Jürgen Klopp har fremtiden på plads, meddeler tysk Sky Sports.

Jürgen Klopp har været uden job siden i sommer – men nu har tyskeren angiveligt fremtiden på plads.
Den 1. januar 2025 tiltræder den 57-årige tysker i stillingen som global chef for fodbold i Red Bull-koncernen.
Det skriver tysk Sky Sports via journalisten Florian Plettenberg på X onsdag morgen.
Klopp har angiveligt allerede underskrevet kontrakten med Red Bull, hvor han skal rådgive koncernens hold i New York, Leipzig og Salzburg.
Her får Klopp særligt fokus på klubbernes spillestil og filosofi, ligesom han skal være med til at udvikle og rådgive trænere og talenter i de tre klubber.

Klopp har været førsteprioritet hos Red Bulls administrerende direktør, Oliver Minztlaff, siden han forlod Liverpool efter knap ni år i sommer.
Jürgen Klopp har tidligere været manager i Dortmund og Mainz 05, men nu ser det ud til, at fremtiden ligger i Red Bull-koncernen.
