
Klopp møder stor kritik: En pagt med djævelen
Jürgen Klopp møder stor kritik efter at have takket ja til en toppost i Red Bull-koncernen.

Jürgen Klopp er tilbage i mediernes søgelys.
Den tidligere Liverpool-manager har nemlig onsdag landet en toppost hos Red Bull.
Den beslutning falder dog langtfra i god jord hos diverse tyske journalister.

– At skrive under med Red Bull får facaden som den pæne fyr til at krakelere og underminerer alt, hvad han ifølge tilhængerne står for. I deres øjne indgår Klopp tilsyneladende en pagt med djævelen, skriver sportsredaktør for T-online, William Laing.
– Klopp repræsenterer alt der er galt med fodbold, skriver blandt andre Christian Woop fra WAZ, der dækker Borussia Dortmund tæt.

Kevin Pinnow fra Ruhr Nachrichten stemmer i.
– Jürgen Klopp er ved at smadre sit eget omdømme.
Kritikken bunder formentlig i, at Red Bull-koncernen generelt ikke er særligt velset i tysk fodbold.
Det skyldes blandt andet koncernens kommercialisering af fodbolden og måden RB Leipzig bliver drevet på.
Klubben blev grundlagt i 2009, da Red Bull-koncernen overtog SSV Markanstädts licens. Dengang spillede klubben i den femtebedste række.
Bare syv år senere var klubben allerede fløjet igennem de tyske række – takket være en gedigen kapitalindsprøjtning – og rykkede op i Bundesligaen.
Sidenhen har klubben været en fast bestanddel af det fineste tyske fodboldselskab, hvor RB Leipzig aldrig er sluttet lavere end sjettepladsen.