
Bekræftet: Nyt stadion i Aarhus bliver forsinket
Kongelundens Sekretariat bekræfter, at Aarhus’ nye stadion først står klar ved slutningen af 2026.

Den forventede indvielse af Aarhus nye store fodboldstadion, Kongelunden, flyttes fra ‘midten af 2026’ til ‘slutningen af 2026’.
Det oplyser organisationen bag byggeriet, Kongelundens Sekretariat, onsdag i en pressemeddelelse.
I februar meddelte sekretariatet, at dårlige jordbundsforhold omkring stadionet skulle stabiliseres, og det kunne forsinke byggeriet i fem måneder. Det er nu bekræftet.
Jordbunden er blevet stabiliseret, og det ekstra arbejde har været lige så tidskrævende, som forventet, oplyser sekretariatet.
– Vi bygger det nye stadion på et unikt, men kompliceret sted. Alle har arbejdet professionelt og målrettet med at løse udfordringerne så hurtigt og effektivt som muligt.
– Derfor er jeg også tilfreds med, at vi fortsat går efter at have et nyt fodboldstadion i 2026, udtaler Kongelundens projektchef Lone Dannerby Paulsen.
AGF spiller sin sidste Superliga-kamp på det nuværende stadion den 10. november, hvorefter hjemmekampene spilles i det nordlige Aarhus.
