AC Horsens indvier nye state of the art træningsfaciliteter
AC Horsens har sat fokus på at styrke deres organisation med en række forbedringer, der skal hjælpe klubben tilbage til Superligaen.
Den 1. oktober blev AC Horsens’ to nye, moderne træningsbaner indviet af Horsens-borgmester Peter Sørensen.
Selvom det var en officiel dansk repræsentant, der klippede snoren, kommer midlerne bag projektet tydeligt fra klubbens amerikanske bestyrelsesformand og ejer, Bill Binnie.
Binnie har gradvist arbejdet på at opbygge klubbens infrastruktur og organisation.
– Infrastrukturen, scoutingen, træningen, spillerne og fanoplevelsen er alle vigtige, og man kan ikke have et verdensklassehold uden at alle de ting spiller. Det er som en koncert eller en symfoni, siger Binnie.
Han understreger vigtigheden af at forbedre klubbens rammer for at skabe en stærkere organisation, som kan sikre succes på lang sigt.
De nye træningsbaner, der blev præsenteret som state of the art, er blot et led i klubbens satsning på bedre faciliteter.
– I dag så I os klippe snoren på vores to nye baner, som er laserguidet med kameraer og er state of the art, siger Binnie og fremhæver også de nyligt opførte omklædningsrum til U19-holdet og et nyt behandlingsrum.
Cheftræner Martin Retov glæder sig over de forbedrede baneforhold.
– AC Horsens var lidt bagud på det område, og det har vi nu fået maksimeret. Det er et must i forhold til at kunne levere en træning på et højt niveau, siger Retov, som ser de nye faciliteter som en vigtig faktor for at forbedre holdets præstationer.
Bill Binnie gør det klart, at klubbens mål er en tilbagevenden til Superligaen.
– Målet er at komme i Superligaen, og hvordan gør man så det? – Man gør det med gode spillere, scouting, træning og infrastruktur, slutter han.