Tvivl om CV’s fratrædelse: Enig eller ej – millioner på spil
Carsten V. Jensen og Brøndby IF har tirsdag afbrudt samarbejdet efter enighed mellem dem. Uanset hvad, så kommer det til at koste Brøndby penge – men hvor mange står hen i det uvisse.
Brøndby IF meddelte tidligere tirsdag, at Carsten V. Jensen stopper som fodbolddirektør i klubben.
I udmeldingen fremgår det, at det er sket efter gensidig enighed.
Men selvom Carsten V. Jensen ikke bestrider direktørjobbet i Brøndby længere, er det ikke ensbetydende med, at han bare sådan lige ryger af lønningslisten.
Brøndby IF’s seneste regnskab afslører nemlig, at man fortsat betaler forhenværende direktører løn.
Perioden afhænger dog af, om der er tale om en opsigelse eller fyring.
Derfor er det heller ikke helt uvæsentligt, om Carsten V. Jensen er blevet fyret, eller om Brøndbys udmelding om, at de er gået hvert til sit efter enighed, også er den sande udlægning af situationen.
Hvis Carsten V. Jensen har været enig – og med andre ord selv sagt op – skal Brøndby IF nemlig kun betale ham løn i de seks kommende måneder.
Er der tale om en fyring, så lyder opsigelsesperioden i stedet på 12 måneders løn.
Af regnskabet fremgår det også, hvor meget Carsten V. Jensen fik i løb i det seneste regnskabsår.
Her havde han nemlig en årsløn på 3,152 millioner kroner. Er der tale om en fyring er det netop det beløb, som Brøndby kan se frem til at betale ham de næste 12 måneder.
Er der derimod tale om en opsigelse, så slipper Brøndby med at skulle betale ham det halve – altså 1,576 millioner kroner i løbet af de næste seks måneder i stedet.
Brøndby IF havde desuden et underskud på 104,2 millioner kroner for de seneste 18 måneder.
Toft undrer sig: Hvorfor lige nu, Brøndby?