
Ståle afslører: Haaland har særligt privilegium
Den norske landstræner lægger ikke skjul på, at man giver Erling Haaland nogle særlige fordele, som de andre landsholdskammerater ikke får.

Det kan have sine fordele at være et stort og indflydelsesrigt navn i et omklædningsrum.
Således også i det norske, hvor Erling Haaland sammen med landsholdskammeraterne kæmper en brav kamp for at få Norge tilbage i det fineste selskab internationalt.
Og for netop Haalands vedkommende, så får han i den kamp nogle privilegier, de andre ikke får. Det afslører Ståle Solbakken til VG:
– Haaland får lov til at have sin egen fysioterapeut i Mario Pafundi. Det er ikke muligt, hvis alle skal have deres egen fysioterapeut, siger den norske landstræner og uddyber hvorfor:
– Erling er en maskine, der eksploderer tre gange om ugen, 50-60 gange om året. Jeg tror, at de andre spillere forstår og accepterer det. Erling har førsteprioritet.
I jagten på international genoprejsning møder Erling Haaland og resten af det norske landshold torsdag 10. oktober Slovenien på hjemmebane.
Herefter rejser de mod Østrig, hvor der er dømt Nations League-brag søndag 13. oktober.
Norge har ikke været kvalificeret til en EM-slutrunde siden 2000, mens man skal helt tilbage til 1998 for at finde deres seneste deltagelse ved en VM-slutrunde.