Herrelandsholdet

Knust drøm: Mulig landsholdsdebutant skadet

Rasmus Nicolaisen kan skyde en hvid pil efter drømmene om en landsholdsdebut i denne omgang. Han er nemlig blevet skadet.

Victor Kristiansen, Rasmus Nicolaisen, Yussuf Poulsen og Jens Stage under en træning med det danske landshold.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De danske landsholdsspillere falder ligesom fluer.

Denne gang er det Toulouse-midtstopperen Rasmus Nicolaisen, som forlader den danske landsholdslejr.

Det oplyser DBU på X tirsdag aften.

Han havde ellers udsigt til en potentiel debut, men de drømme må siges at være knuste for denne omgang.

Årsagen bag er, at han har pådraget sig en skade.

Skaden beskrives ikke nærmere.

Som erstatning for Rasmus Nicolaisen har Lars Knudsen udtaget en anden midtstopper med fortid i FC Midtjylland, nemlig Asger Sørensen.

Han har sin daglige gang i Sparta Prag, hvor danske Lars Friis er cheftræner.

Asger Sørensen kan nu gøre sig forhåbninger om at få sin debut for det danske A-landshold. Han har tidligere repræsenteret Danmark på seks forskellige U-landshold.

Rasmus Nicolaisen tilslutter sig i stedet Morten Frendrup, Joachim Andersen, Christian Nørgaard og Mikkel Damsgaard på listen over spillere, som har måttet melde afbud til det danske landshold i denne omgang.

Danmark spiller første af to Nations League-kampe lørdag den 12. oktober ude mod Spanien, inden der venter et opgør ude mod Schweiz tre dage senere.

Danmark topper lige nu gruppen efter det blev til sejre over både Serbien og Schweiz hjemme i Parken senest.

Du kan se Rasmus Nicolaisen sætte ord på sin landsholdsudtagelse i videoen øverst i artiklen

Også i videoen nedenfor fortæller han om, at han håbede og troede på at få debut

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P