
Viborg-profil ude med hovedskade
Viborg FF må undvære Justin Lonwijk i den kommende tid efter et hændeligt uheld i kampen mod AGF.

I søndagens 3F Superliga-kamp mellem Viborg FF og AGF kom Justin Lonwijk galt afsted med hovedet.
Et AGF-frispark blev blokeret direkte med panden, og det fik straks de grønblusede til at udskifte en lettere konfus Lonwijk.
Nu har Viborg så sendt et statement ud på klubbens Facebook-side, hvor man oplyser, at midtbaneprofilen er ude med en hjernerystelse.
– Justin Lonwijk udgik af søndagens kamp mod AGF med hjernerystelse, og han deltager derfor alligevel ikke i de to kommende landskampe for Surinam, lyder det fra Viborg.
Den 24-årige midtbanespiller skulle oprindeligt have brugt landsholdsterminen på at repræsentere Suriname.
I kampe mod Costa Rica og Guyana i den Nord- og Centralamerikanske udgave af Nations League.

Viborg FF hentede denne sommer Justin Lonwijk hjem fra Ukraine og Dynamo Kyiv på en sæsonlang lejeaftale.
Han har alt i alt spillet 65 kampe for Viborg og bidraget med otte mål og syv oplæg.