Medie: Bayern har sat jagten ind på konkurrents stjerne
Bayern München har for vane at gafle nogle af de største stjerner i Bundesligaen – nu er endnu en på blokken.
Selvfølgelig, fristes man til at sige.
Bayern München har i årenes løb ikke været blege for at hente de største stjerner hos konkurrenterne i Bundesligaen.
Det er ofte gået ud over ærkerivalen Dortmund, der blandt andre har måttet sige farvel til spillere som Robert Lewandowski og Mario Götze, som i stedet søgte lykken i den sydtyske storklub.
Det er dog ikke kun Dortmunds spillere, der har interesse i Bayern München.
Sidste år var det nemlig Leverkusen, der smadrede al konkurrence i den bedste tyske række – og det gjorde man blandt andet ved hjælp af en Florian Wirtz i hopla.
Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Bayern München nu har udset sig den 21-årige offensivspiller. Det skriver Sky Sports Germany.
Det bliver dog langt fra en billig omgang, hvis Bayern München vil have fingrene i den tyske stjerne.
Ifølge mediet kommer det nemlig til at koste mere end 750 millioner kroner, hvis Wirtz skal have lov til at skifte klub – og det endda selvom han angiveligt selv ønsker at skifte i 2025.
Det oplyses videre, at der endnu ikke er dialog mellem klubberne og at Manchester City og Real Madrid også bejler til Leverkusens stjerneskud.
Florian Wirtz står i denne sæson noteret for fire scoringer og et enkelt mål i seks kampe i Bundesligaen.