FCN-profil: Premier League-gigant har kigget på mig
FC Nordsjællands Daniel Svensson har tiltrukket sig interesse fra en yderst fornem adresse.
En Premier League-gigant kigger med i Farum.
FC Nordsjællands Daniel Svensson er nemlig kommet i betragtning af ingen ringere end mægtige Liverpool.
Det har FCN-profilen selv bekræftet over for det svenske medie Fotbollskanalen.
– Det er selvfølgelig sjovt. Det er et tegn på, at jeg gør noget rigtigt og præsterer godt. Jeg tager det bare som brændstof, jeg kan køre på. Det var lidt surrealistisk, og det var måske ikke helt forventet.
– Jeg ved ikke så meget om det. Jeg ved bare, at de har set nogle kampe og sådan. Mere end det ved jeg ikke, fortæller Daniel Svensson, som dog også afslører, at tiden i Farum kan være ved at rinde ud.
– Jeg er i gang med min femte sæson nu. Tanken er vel, at jeg skal videre relativt snart i hvert fald. Det [et skifte, red.] er absolut ikke umuligt, men det kan måske ende med, at jeg spiller resten af sæsonen og derefter rykker videre.
– Klubben har sagt, at de vil beholde visse spillere resten af sæsonen, og jeg ser ud til at være en af de spillere, så det ser ud til, at jeg bliver sæsonen ud, lyder det fra Svensson til Fotbollskanalen.
Daniel Svensson kom til FC Nordsjælland fra svenske Brommapojkarna i 2020.
Siden er det blevet til 145 optrædener for Farum-klubben, hvor den nu 22-årige svensker har bidraget med otte scoringer og 19 oplæg.
FCN-profilen har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2027.