CAS bekræfter: Pogbas karantæne nedsættes
Det ligger nu fast, at Paul Pogba ikke får fire års karantæne, som han ellers i første omgang stod til.
Fire års karantæne er officielt blevet reduceret til 18 måneder for Paul Pogba.
Det bekræfter Sportens Voldgiftsret (CAS) mandag.
Dermed sætter den højeste retsinstans i sporten et punktum i sagen vedrørende franskmandens dopingdom.
Dermed bekræfter CAS, at den oprindelige dom på fire års karantæne, som den italienske antidoping myndighed, NADO Italia, i første omgang tildelte Pogba, reduceres med hele 62,5 procent.
Foruden forkortelsen af karantænen annullerer CAS også den bøde på 5000 euro, som Pogba oprindeligt fik.
Selvom det altså er særdeles gode nyheder for Juventus-spilleren Pogba, så opretholder CAS rent formelt dopingdommen.
Det er beviser og argumentationen fra Pogbas retslige hold om, at indtagelsen af det forbudte stof, DHEA, ikke skete bevidst, der ligger til grund for CAS’ endelige dom.
– Stoffet, som han [Pogba] testede positiv for, blev ikke indtaget bevidst, og det skete som resultat af en fejl ved at tage et tilskud, ordineret til ham af en læge i Florida, efter Pogba havde fået forsikringer om, at den læge, som havde påstået at behandle adskillige højprofilerede amerikanske og internationale atleter, besad viden og ville tage hensyn til Pogbas anti-doping forpligtelser under anti-doping lovgivningen, lyder det fra CAS.
Det er ligeledes kommet frem, at Paul Pogba selv havde plæderet for en yderligere forkortelse af sin straf.
– Mr. Pogba søgte en dom på blot 12 måneder, da han erkendte en vis skyld. NADO Italia plæderede, at spillerens hensynsløshed var alvorlig og retfærdiggjorde en fire år lang karantæne.
– Mr. Pogbas sag blev støttet af adskillige eksperter. Meget af bevisførelsen fra Pogba blev ikke modsagt. CAS Panalet besluttede ikke desto mindre, at Pogba ikke var uden fejl, og at han som professionel fodboldspiller, burde have været mere bevidst under omstændighederne, lyder det fra CAS.
Flere medier har skrevet, at Paul Pogba og Juventus i dag, mandag, i enighed vil afslutte samarbejdet. Dette er dog ikke bekræftet fra officiel hold.