Uroen ulmer: Markante nedskæringer i HB Køge
Selvom de efter fredagens meriterende sejr over OB så småt begynder at vejre morgenluft i HB Køge, så er forholdene udenfor banen langt fra, som man kan forvente af en NordicBet Liga-klub.
Markant nedskæring i frokostordningen, spillerbetalte ture på McDonald’s og daglige ture i Netto.
Der er nye boller på suppen i NordicBet Liga-klubben HB Køge.
I hvert fald er der sket et skred i klubben, der trods to sejre i træk – senest en imponerende 0-3 sejr over NordicBet Ligaens absolutte tophold fra Odense – må anses som en af de to favoritter til at rykke ned i 2. Division.
Med en gennemsnitsalder på bare 22,3 år er spillertruppen i HB Køge den suverænt yngste blandt alle klubber i de to bedste rækker i Danmark.
Den del ligger fint i tråd med klubbens nye vision, “HB Køge for the Future”, som blev søsat i sommeren 2023. En vision der blandt andet indebærer, at klubben “vil skabe de bedste rammer for talentudvikling syd for København”.
Intet ændret i klubbens strategi
Campo kan dog afsløre, at de rammer næppe er helt så gode, som klubben for godt et år siden havde forestillet sig.
George Altirs, ejer af Capelli Sport der er hovedaktionær og reel ejer af HB Køge, meddelte så sent som for 12 dage siden, at der overordnet ikke er sket væsentlige ændringer i forhold til tidligere udmeldinger om klubbens visioner.
De visioner indebærer blandt andet, at klubbens mål er at integrere så mange egenudviklede unge spillere på førsteholdet som muligt.
De spillere skal udvikles til aktiver for klubben, ved enten at blive bærende spillere, der kan løfte holdets niveau, eller ved at blive solgt videre til større ligaer og derigennem generere penge, som kan geninvesteres i holdet.
Samtidig blev klubbens sportslige målsætning ændret fra at skulle spille med om oprykning til Superligaen til “blot” at konsolidere sig i NordicBet Ligaen.
En målsætning, der kan blive vanskelig at indfri med klubbens nye rammer in mente.
Bødekassen betaler
Således har klubben mere eller mindre skrottet frokostordningen, så klubbens spillere nu selv må stå for at fylde depoterne op før og efter træningerne.
To gange om ugen er der frokost til spillerne i form af en sandwich, en sandwich som klubben betaler halvdelen af.
Den anden halvdel har spillerne selv indvilget i at betale for at fastholde det sociale samvær. Her er det omklædningsrummets bødekasse, der bruges til at finansiere den anden halvdel.
Ugens tre resterende dage står den unge trup selv for forplejning, og flere kilder fortæller til Campo, at den forplejning for flere spilleres vedkommende bliver handlet i Netto. En Netto der i øvrigt ligger som en integreret del af den ene hjørnebygning i klubbens stadion og træningsanlæg.
Udebaneture på McDonald’s og Burger King
Selvom klubben står for spillernes forplejning før kampe på både hjemme- og udebane, så forholder det sig ganske anderledes efter udekampene.
Her består forplejningen som oftest af et stop på enten McDonald’s eller Burger King, hvor maden står for spillernes egen regning.
Det er ikke helt efter bogen, lyder det fra Spillerforeningen, der er fagforening for professionelle fodboldspillere i Danmark, som ikke udtaler sig i den konkrete sag vedrørende HB Køge.
– Klubben skal drage omsorg for spillernes kost, logi og transport, når man spiller på udebane. Hvis ikke klubben sørger for, at spillerne får noget at spise på en udebanetur, så er vi på vej over i et brud (på fodboldens overenskomst, red.), siger Allan Reese, vicedirektør i Spillerforeningen.
Campo har spurgt HB Køges sportsdirektør, Auri Skarbalius, om forholdene i klubben.
Læs sportsdirektørens svar her.
Auri genkender ikke kritik: Ingen ændring siden sidste år