Svensk klub jagtede Viktor Claesson i sommer
Victor Claesson havde bejlere fra hjemlandet i sommer, fortæller svenskeren selv.
Viktor Claesson er startet på bænken i flere af F.C. Københavns kampe i denne sæson.
Men det kunne have set anderledes ud, for den 32-årige svensker havde interesse fra Allsvenskan.
Helt præcist fra storklubben Elfsborg, fortæller Claesson i et interview til Värnamo Nyheter.
– Andreasson (sportsdirektør i Elfsborg, red.) har været meget efter mig denne sommer. De er sultne, men vi må se.
Den versatile svensker begyndte som ung karrieren i IFK Värnamo, men skiftede i 2012 til Elfsborg, hvor han spillede i fem år.
– Før troede jeg altid, at det var Elfsborg, det gjaldt, når man skulle hjem til Sverige, men nu er Värnamo oppe, og det har ikke været på landkortet før, så selvfølgelig bliver det sværere, udtaler Claesson.
Claesson fortæller i interviewet, at han og hustruen har købt et hus i Värnamo-området, som ligger en lille times kørsel fra Jönköping. Claesson drømmer da også om et retur til svensk fodbold.
– Hvis det passer, hvis jeg holder niveauet højt nok, og hvis det er på et niveau, der også tiltrækker, kan det ske i fremtiden.
– Om det sker og hvornår, ved jeg ikke, jeg vil ikke love noget, men jeg udelukker heller ikke noget, lyder det fra Viktor Claesson.
Elfsborg tabte det svenske mesterskab i sidste runde af Allsvenskan i sidste sæson. Denne sæson ligger klubben nummer seks i den svenske række.
Claesson er noteret for otte kampe for FCK i denne sæson i 3F Superligaen, hvor han også har døjet med skader.
Trupnyt: FCK-profil med mod Silkeborg