Efter massive oversvømmelser: Al fodbold suspenderet
Bosnien-Hercegovina har de seneste dage været ramt af voldsomme oversvømmelser og jordskred, og det har nu også fået betydning for fodbolden i landet, som nu er blevet sat på pause.
Det handler faktisk om alt andet end fodbold…
Bosnien-Hercegovina har i de seneste dage været ramt af voldsomme oversvømmelser og jordskred.
Huse, veje og broer er blevet jævnet med jorden, og indtil videre har naturens voldsomme kræfter kostet 16 mennesker livet. Samtidig er der igangsat eftersøgninger for forsvundne personer.
Landet er med andre ord i krise, og det har nu også fået betydning for fodbolden.
Det Bosniske Fodboldforbund (NFSBIH) har således valgt at suspendere fodbolden i landet. Det oplyser fodboldforbundet selv fredag aften.
Beslutningen skulle være truffet på et hastemøde. Her nåede man hurtigt frem til, at man måtte lukke ned for fodbolden. Det skyldes i første omgang landets overordnede situation.
For flere klubber ville det heller ikke være muligt at afvikle kampe, da banerne og faciliteterne står under vand.
Der oplyses intet om, hvornår der igen ventes at blive spillet fodbold i Bosnien-Hercegovina.
Medie: Superligaen har problemer med VAR