AGF-profil med godt skadesnyt: Har kunnet skubbe mere på
Henrik Dalsgaard har været ude med en skade i AGF’s seneste fire superligakampe. Den vigtige og erfarne forsvarsspiller melder dog om positivt nyt, efter han har iført sig fodboldstøvler til træningen på Fredensvang for første gang siden skaden.
Henrik Dalsgaard har gjort det godt i AGF siden sin ankomst fra FC Midtjylland i sommers.
Men desværre har en skade i venstre fod holdt den 35-årige forsvarsspiller ude af klubbens seneste fire superligakampe.
Nu er der dog godt nyt fra Fredensvang, hvor Dalsgaard i midtugen har iført sig fodboldstøvler for første gang siden pådragelsen af sin skade.
– Jeg var ude i fodboldstøvler for første gang i dag og lave en masse retningsskift og lidt med bold sammen med fysioterapeuten.
– Så når man tænker på, at for halvanden uge siden, rendte jeg stadig rundt i sådan en støvle, så er det meget meget positivt, siger Henrik Dalsgaard i et videointerview til Campo efter træningen onsdag.
Udsigt til comeback
Trods en skadespause, der har varet lidt over en måned, kunne det have været værre for Dalsgaard.
I første omgang var man i Aarhus nemlig bange for, at der var tale om en mere drilsk skade.
– Vi frygtede lidt, at det var svangsenen, der var noget galt med. Men det har så vist sig, at det er nogle af de sener, der ligger rundt omkring den, forklarer han.
Hver gang, vi har taget et skridt op, har den reageret fint på det
Henrik Dalsgaard om sin skadede venstrefod
Henrik Dalsgaard deltager fortsat ikke på lige fod med resten af AGF-truppen i træningen på Fredensvang. Men støvlerne er som nævnt snøret, og pilen peger opad for den tidligere landsholdsspiller.
Hvornår forventer han, at venstrefoden er klar til at spille fodbold, og at han kan vende tilbage for AGF?
– Vi har kunnet skubbe på. Hver gang, vi har taget et skridt op, har den reageret fint på det. Så vi må se, hvornår det er nok til, at jeg kan gå med i træningen igen, siger Dalsgaard med et optimistisk smil på læberne.
Rutine og ro
Mens AGF med Henrik Dalsgaard på holdet startede sæsonen stærkt ud i defensiven, har udtrykket være mere usikkert i de seneste kampe.
Derfor håber mange AGF-fans nok på, at den rutinerede back snart vender tilbage til grønsværen i kamp. Det samme gør cheftræneren.
– Henrik Dalsgaard bringer ro, boldsikkerhed og lederskab. Det er et stort savn, siger Uwe Rösler.
Tyskerens ord flugter meget godt med, hvad Dalsgaard selv mener, han kan bidrage med til AGF’s defensiv, når han vender tilbage i kamp for De Hviie.
– Jamen, jeg har jo mange kampe under bæltet, så der er jo klart noget rutine, når kampene spidser lidt til – at vide hvilke bolde, der skal spilles, og hvornår man lige skal lave et frispark. Hele den der styring på kampen.
– Det er jo det, jeg føler, at man får under bæltet, når man spiller mange kampe og ligesom har set de der forløb mange gange – så noget rutine og selvfølgelig noget ro, siger han.
Du kan se interviewet i videoen øverst i artiklen
Ny AGF-keeper har knoklet efter specielt forløb: Jeg er klarNæste opgave for AGF er på søndag, hvor klubben skal et smut til Viborg.
Superligaopgøret på Energi Viborg Arena mellem Viborg FF og AGF fløjtes i gang klokken 16.00, og du kan se kampen i TV på TV2 og TV2 Play.
Rösler om AGF-profils comeback: Links er Links